Vindebye Veirmølle

1800 – 1877

Brandtaksation, 1812, 23. september
Møllehuse og vejrmølle

Til forside

Bemærkninger:
Hoved No og Bie No = Henvisning til forsikringsprotokollen.
Bilæggerovn = ovn, hvori der fyres fra et andet lokale end det, der skal opvarmes.
samme Bygt = der må menes: samme bygningsmåde / konstruktion.
Stubben = kraftig pæl, som hele (stub)møllen hviler på, og som den bliver drejet om for at få vingerne op mod vinden.
Gangværk = Gangtøi = de aksler og hjul hvormed kraften overføres fra vingerne til kværne og værker.
Latr. = lateris (latin) = summen af de poster, der er anført på siden.
Liggeren = nederste, fastliggende sten i kværnen.
Løberen = øverste sten i kværnen.
Segl = sejl = sejldug udspændt på møllens vinger.

Når en forsikret bygning skiftede ejer, skulle der ske anmeldelse herom, men da det ingen konsekvenser havde, hvis man undlod det, blev bestemmelsen ikke overholdt. I perioden mellem denne og forrige taksation skiftede møllen ifølge Vindeby Møllelaugs hjemmeside ejer to gange. Frantz Brock solgte til en Niels Poulsen, hvornår vides ikke, der igen solgte til Anders Clausen med overtagelse d. 11. marts 1811. Købsprisen var 4.000 rd. dansk kurant, som Anders Clausen finansierede ved at låne 1.400 rd. af  'velædle Hr. Bæch paa Lidenlund ved Nachschou', og de resterende 2.600 rd. af Niels Poulsen.  Begge lånere blev sikret gennem udstedelse af obligationer med pant i møllestedet.

Anders Clausen var født i 1783 på Tvedegård i Horslunde sogn. Som det fremgår af brandforhøret i 1823, var han ikke uddannet som møller.

Denne taksation sker 1½ år efter ejerskiftet 'efter anmeldt Forbedring'. Det kan imidlertid ikke med sikkerhed afgøres om alle forbedringer er foretaget af Anders Clausen. Noget tyder på at møllen er istandsat af den tidligere ejer. Det fremgår af Frederik Jørgensens erindringer, hvis man ellers tør  stole på ham, hvad man ikke ubetinget kan, når det gælder årstal. Han skriver: ”… Møllen var en liden Stubmølle, gammel og raadden og laa næsten en Alen i Jorden. Men i Aarene 1808 eller 10 blev den sat et Par Alen i Vejret.”

Det er også værd at bemærke at den samlede vurderingssum, 4.000 rd., er lig med det beløb Anders Clausen gav for møllestedet. Af vurderingens 4.000 rd. udgjorde møllen alene 2.500 rd. Uden helt at kunne afvise at det har været tilfældet, forekommer det ikke at være særlig sandsynligt at Clausen har købt en 'gammel og raadden' mølle, sat den i stand, for at ende med en vurdering, godt nok af hele møllestedet, der svarede til købsprisen.

Dertil kom den igangværende kraftige inflation, der fra 1807 var en direkte følge af krigen mod England. Poul Thestrup har i bogen 'Mark og skilling, kroner og øre' fremlagt udviklingen af pristallet på fødevarer i perioden. Hvis det i år 1800 sættes til 100, var det i 1807: 107, i 1811: 390 og i december 1812: 732; altså en stigning på 88 % fra 1811 til 1812. Det var at forvente at denne stigning i pristallet også ville have givet sig udslag, når ejendomme blev vurderet.
Inflationen resulterede i pengereformen, også betegnet som statsbankerotten, i januar 1813.
 
Når møllestedet ikke vurderes højere, skulle man tro at Anders Clausen havde købt for dyrt. Det behøver imidlertid ikke at være tilfældet. Da møllen var en produktionsvirksomhed blev salgspris / købspris formentlig fastsat ud fra, hvad møllen kunne forventes at producere. Eller udtrykt på en anden måde: hvordan forrentningen af den investerede kapital forventedes at blive. Og i krigstider plejer fødevarevirksomheder ikke at være de mindst givtige at investere i, naturligvis under forudsætning af  at det er til at få råvarer. Så møller Clausen kan godt have givet endog betydeligt mere for møllestedet end det på samme tidspunkt  ville være blevet takseret til i forbindelse med tegning af en brandforsikring.

I 1824, da Anders Clausen solgte møllen, kom han til at opleve det modsatte: At måtte sælge møllestedet til langt under vurderingssummen.

Såfremt møllen var istandsat ved overtagelsen, har Anders Clausen naturligvis løbet en betydelig risiko ved først at få den omforsikret 1½ år senere. Hvis uheldet havde været ude, og møllen var brændt ned i denne periode, ville han kun have fået udbetalt de 800 rd., den var blevet takseret til i 1800.

Hvis han har ventet med at tilkalde branddirektøren, kan det hænge sammen med at har har ønsket at få alle forbedringerne vurderet på én gang. Det var ikke uden omkostninger at få sin ejendom takseret. Forsikringstageren skulle aflønne branddirektøren og de to taksationsmænd samt afholde deres transportudgifter. 

En sammenligning med bygningsbeskrivelserne i taksationen fra 1800 viser tilsyneladende, at den største ændring er sket med stuehuset, mens der ikke synes at være sket noget med det vestre hus. Møllen kan der ikke siges noget om, da 1800-taksationen er meget lidt oplysende.

Ser man på taksationsbeløbene for de enkelte bygninger, tegner der sig imidlertid et andet billede. I forhold til 1800 er vurderingen af stuehuset i 1812 steget med 86 %, mens der for det vestre hus og møllen er tale om stigninger på henholdsvis 167 og 212 %. Det peger på, at det er de sidstnævnte to bygninger, der har undergået de største ændringer/ forbedringer. En væsentlig del af stigningerne må imidlertid tillægges den omtalte inflation, der naturligvis også har gjort sig gældende for værdifastsættelsen af stuehuset, og det kunne tyde på, at eventuelle forbedringerne af denne bygning er blevet vurderet som værende af mere kosmetisk art.