Vindebye Veirmølle

1800 – 1877

Brandtaksation, 1818, 30. juli.
Møllehuse og vejrmølle.

Til forside

Bemærkninger:
Engelske Vinduer = vinduer med trærammer og hængslet i siderne. Må ikke forveksles med senere tiders skydevinduer.
Engelske Døre = ??
same Bygt = der må menes ’samme bygningsmåde’/ konstruktion som ved stuehuset. Udtrykket kan næppe tolkes som 'sammenbyggede', da en sammenbygning af de to huse først sker i  1865.

De 1020 rbd. sølv, der er anført som tidligere forsikringssum, må være det beløb, som i 1812 dækkede møllen alene, 2500 rd. kurant omregnet.

Før eller samtidig med genopbygningen af møllehusene må der være foretaget en stor ombygning af møllen. De anførte mål på såvel stubben som selve møllen afviger alle væsentligt fra målene i 1812. Det forekommer næsten at være en nybygget mølle, vel nok med genanvendelse af brugelige dele. Der endvidere ilagt nye kværnsten.

Den voldsomme stigning i forsikringssummen, fra 1024 til 3500 rbd. sølv, svarende til 242 %, skyldes naturligvis for en dels vedkommende de forbedringer, der er foretaget, men en væsentlig del af stigningen - måske den væsentligste - har baggrund i inflationen og en deraf følgende usikkerhed hos vurderingsmændene m.h.t. værdifastsættelsen af en given bygning.

Den i 1813 indførte møntenhed var nærmest af teoretisk art, for mønterne fandtes næsten ikke i omløb, fordi man så vidt muligt gemte dem, da de i kraft af deres indhold af sølv, havde en værdi i sig selv i modsætning til sedlerne. Til gengæld var der rigeligt af rbd. i form af sedler, fordi regeringen under krigen 1807–14 havde ladet trykke et stort antal sedler for at kunne klare udgifterne. Ved pengereformen havde der ikke været tid til at trykke nye sedler og inddrage de gamle, hvilket ikke havde befordret en større tillid til sedlernes værdi og stoppet inflationen.

I 1817 blev det bestemt, at taksationer for fremtiden skulle ske på den måde, at en bygning ansattes til en såkaldt navneværdi, der i taksationerne er udtrykt ved ”Taxationssum i Rbd. Sedler.” Denne sum blev herefter omregnet til rbd. sølv, - der var den faste og blivende værdi - i et bestemt forhold. Fra begyndelsen blev forholdet mellem navneværdi og sølvværdien fastsat til 5:2, men her i slutningen af juli 1818 var det ændret til 4:2.
 
I forbindelse med pengereformen i 1813 var det besluttet at oprette en af statsmagten uafhængig bank, der skulle stå for landets pengevæsen. Oprettelsen trak imidlertid ud og først den 1. august 1818, to dage efter denne taksationsforretning, var banken under navnet 'Nationalbanken i Kjøbenhavn' en kendsgerning. Derefter begyndte der for alvor at blive tillid til og styr på landets pengevæsen. Det var bl.a. hensigten efterhånden at inddrage så meget af seddelmængden, at navneværdien blev lig med sølvværdien. Dette mål blev dog først nået i 1835.