Vindebye Veirmølle

1800 – 1877

Brandtaksation, 1823, 11. november.
Møllehuse

Til forside

Bemærkninger:
Efter at have besigtiget og takseret brandskaden på møllen foretog branddirektøren og taksationsmændene samme dag vurderinger af 3 andre ejendomme i sognet, hvorefter de vendte tilbage for at vurdere møllehusene. Hvorfor? To forklaringer synes mulige:

Til branddirektørens mange opgaver hørte, at han efterså, at de forsikrede bygninger blev holdt i forsvarlig stand, og hvis det ikke var tilfældet, skulle der foretages en omvurdering. Ved besigtigelsen af den nedbrændte mølle, kan han og taksationsmændene have observeret, at møllestedet var i forfald, og de er derfor vendt tilbage og har foretaget en ny vurdering. Hvis det er tilfældet, har branddirektøren imidlertid tilsidesat reglerne for sit arbejde, for mølleren skulle først have haft en advarsel og sandsynligvis en tidsfrist inden for hvilken forholdene skulle være bragt i orden. Det fremgår ikke, at en sådan advarsel blev givet.
 

Den anden og efter min opfattelse mest sandsynlige forklaring er, at mølleren selv har bedt om en omvurdering.

Det var naturligvis ikke gratis at brandforsikre sin ejendom. Fra begyndelsen i 1792 var kontingentet sat til 10 skilling (sk.) pr. 100 rd./rbd. forsikringssum uanset den forsikrede bygnings brug og de anvendte bygningsmaterialer. Det faste kontingent kunne imidlertid ikke altid dække de opståede skader på landsplan, og i halvdelen af årene 1793 – 1827 måtte der foretages ekstraopkrævninger, der kunne beløbe sig til fra 5 til 30 sk. pr. 100 rbd. forsikringssum. I 1822 blev det spørgsmål rejst, om man ikke burde forhøje kontingentet til 20 sk., så det svarede til det, der blev opkrævet i købstæderne.

Som tidligere nævnt var myndighederne blevet opmærksomme på, at forsikringssummerne for mange ejendomme langt oversteg bygningernes reelle værdi. I 1823 fremkom en betænkning fra amtmændene, hvoraf nogle foreslog at gennemføre en generel omvurdering af alle ejendomme, andre at der skete en nedsættelse af assurancesummerne med en tredjedel eller en fjerdedel og andre igen, at der blev indført en selvrisiko. Men først i 1839 blev det besluttet at gøre noget ved problemet.

Disse overvejelser om dels at forhøje kontingentet og dels at ændre på forsikringsbeløbet kan møller Clausen meget vel være blevet bekendt med, og da han formentlig har været klar over, at hans ejendom var overforsikret, har han ønsket at komme de forventede ændringer i forkøbet og bedt om at få omvurderet møllestedet, nu da taksationsfolkene alligevel var i sognet. Som det fremgår, blev forsikringssummen mere end halveret og dermed også kontingentet. Sikkert ikke uvæsentligt for mølleren, nu da hans ”levebrød” lå i ruiner.

I det lys skal hans krav om, at forsikringssummen for den østre længe blev nedsat fra 360 til 350 rbd. navneværdi formentlig også ses. Hvis der ikke var sket en nedsættelse, var forsikringssummen i rbd. sølv kommet op på i alt 1008. Det ville have betydet, at han skulle betale 10 sk. mere pr. år i kontingent. Da en stigning i kontingentet kunne forventes – det skete rent faktisk i 1827 med en fordobling – kunne han se frem til en endnu større besparelse, hvortil skulle lægges eventuelle ekstraopkrævninger af ukendt størrelse.