| |
Bemærkninger:
Bestemmelserne for udbetaling af erstatning sagde, at en ny bygning skulle
opføres på samme sted - mindre afvigelser tillodes dog - og tjene samme formål,
samt at den skulle være af samme værdi som den nedbrændte. Dette skulle bevises
ved en taksationsforretning senest to år efter at erstatningen var udbetalt.
Baggrunden for at en bygning skulle genopføres på samme sted, kan hænge sammen
med de mange udflytninger af gårde fra landsbyerne til de udskiftede jorder, der
fandt sted i disse år. Myndighederne kan have næret frygt for, at mange bygninger,
der stod foran udflytning, ellers ganske pludselig ville nedbrænde.
Efter at en brandskade var vurderet og brandforhøret
afsluttet, stillede Danske Kancelli i København erstatningsbeløbet til rådighed
for amtmanden. Han kunne så
udbetale erstatningen til den brandlidte, når en taksationsforretning havde
godtgjort, at der var sket en udbedring af brandskaden, at der ved totalskade
var opført en ny bygning, eller der kunne stilles kaution for, at dette
ville ske. Hvis der ikke kunne stilles kaution, var amtmanden bemyndiget til at
lade udbetaling ske i rater til indkøb af materialer og til arbejdsløn.
Det er formentlig derfor, den ufærdige mølle vurderes nu og igen både d. 29.
september og 18. november. Som det fremgår af brandforhøret efter møllens
brand, har møller Clausens økonomi efter hans eget udsagn været så dårlig, at han ikke havde haft råd til at vedligeholde stubmøllen. Og det har sandsynligvis
heller ikke været mulig for ham at stille med en kaution. Gårdmændene, der ville have været
de naturlige kautionister, kan have været skeptiske eller endog negative overfor
mølleren og hans byggeri. Amtmanden har så krævet en vurdering af det hidtil
udførte arbejde, før udbetaling af en rate fandt sted.
At møllen er under opførelse ses af, at taksationen sker
”for saa vidt” den igen er opbygget efter branden. Udtrykket ”for saa vidt”,
der anvendes i forbindelse med disse tre taksationer, skal forstås som ”i det
omfang”.
I den rapport om møllen, den daværende Planstyrelse fik
udarbejdet i 1987, står i det bygningshistoriske afsnit bl.a.: 'Flere
oplysninger peger på, at møllen skulle være fragtet fra Langeland og
genopstillet. Flere bygningsspor bekræfter, at møllen er flyttet. (...)
Vindeby mølle er karakteristisk ved brugen af svært egetømmer, hvilket peger på
trærige egne (godser?). Tømmersamlinger specielt ved krøjeværket peger på
syddansk eller nordtysk møllebyggertradition.'
Da det så efterfølgende kom frem, at der i brandtaksationen fra 1872 står,
at møllen er over 100 år gammel, måtte konklusionen naturligvis blive, at der
altså ikke kunne være tale om den mølle, der blev opført i 1824-25, men at det
måtte være omkring 1872 at møllen var flyttet fra Langeland til Vindeby. Udsagnet
om at møllen i 1872 var over 100 år gammel, vil blive behandlet nærmere under
brandtaksationen fra det år.
Imidlertid foretog
Nationalmuseets dendrokronologiske Laboratorium i 2005 en undersøgelse af
boreprøver fra træet i møllen med henblik på en årringsdatering. 18 prøver af
møllens ”skelet”, dvs. højben, skråstivere og skråbånd samt bjælker mellem højbenene,
alt sammen egetræ, blev undersøgt. Det blev beregnet, at træerne, som de 17 af
prøverne kommer fra, er fældet ca. 1824. Den sidste prøve, der er udtaget fra
hvad der betegnes som en reparation i møllen, er fra et træ, der er fældet ca.
1835.
I et informationsskrift med generelle oplysninger om dendrokronologiske
undersøgelser siges det, at ”alle undersøgelser viser, at under normale
omstændigheder blev træet anvendt kort tid efter fældningen.” Det peger jo
unægtelig på, at den mølle, der blev opført i 1824/25, er den mølle, der står der i
dag. Der vil i forbindelse med taksationerne d. 29.9. 1824 og d. 15.9. 1825
blive omtalt andre forhold, som også peger på, at det er samme mølle,
der har stået på stedet siden 1824.
At der er en forbindelse fra Vindeby mølle til Langeland fremgår af skødet af
17. december 1824. Heri står at Anders Clausen har fået møllen 'overleveret af
Møllebygger Schnohr paa Langeland'.
Claus Hendrik Schnohr var født 1764 i Glückstadt i Holsten. Som ung kom han til
Langeland, hvor han 1790 - 91 byggede øens første hollandske mølle. I 1795
byggede han lige uden for Rudkøbing Vestre Hine mølle, som han selv drev frem
til 1842. Ved siden af møllergerningen byggede han flere møller rundt om på
Langeland.
At møllebygger Schnohr kom fra Holsten, hvor han havde lært faget, bekræfter
således udsagnet i Planstyrelsens rapport om at 'Tømmersamlinger specielt ved
krøjeværket peger på syddansk eller nordtysk møllebyggertradition.'
I en artikel 'Noget om at flytte møller' bragt i tidsskiftet 'Møllen'
skriver møllebygger John Jensen bl.a.:
'Møllerne var som regel blevet bygget på møllebyggerens
værksted/afbindingsplads, hvorefter delene var transporteret til det sted, hvor
de skulle opsættes. Møllerne var altså fra begyndelsen skabt, så de var nemme at
flytte. Møllebyggeren kom med en 5-6 svende og hyrede lokale håndværkere i det
omfang, der var brug for dem under opførelsen af møllen.'
Dette underbygger den mundtlige tradition om at møllen skulle være flyttet
fra Langeland til Vindeby. Schnohr kan meget vel have fremstillet
større eller mindre dele af møllen på sit værksted på Langeland og derefter fået
dem transporteret til Lolland.
Overleveringen har så i tidens løb fået indbygget den fejlagtige opfattelse, at
møllen oprindelig havde været opstillet og fungeret på Langeland.
Anders Clausen kan have fået forbindelse med Schnohr, da den tidligere nævnte
Rise mølle ved Sandby blev opført i efteråret 1823. Nogle breve i amtmandens
arkiv tyder nemlig på at Schnohr også har haft med denne mølle at gøre. Mølleren
på Rise mølle, Hans Christoffer Hansen, sendte d. 8. og 28. oktober samt 22.
november bønskrivelser til stiftamtmand v. Jessen om at måtte opnå 'Beneficium
pampertatis', dvs. fri proces p.gr.a. fattigdom, og 'frie Procurator'
(sagfører/ advokat) i den retssag, 'Møllebygger Schnor paa Langeland' havde
anlagt mod ham. Ifølge brevet af 22. november var sagen berammet til d. 30.
november, men er tilsyneladende opgivet, da retsprotokollen ikke oplyser noget
om en retssag mellem de to. Det har sikkert drejet sig om et økonomisk
mellemværende, og selv om sagen først anlægges et år efter Rise mølle var
bygget, må det være nærliggende at antage, at den har haft noget med møllen at
gøre.
At Anders Clausen og formentlig også hans kollega, Hans Christoffer Hansen, har hentet en
møllebygger på Langeland, hænger sandsynligvis sammen med at ingen lokale på
dette tidspunkt har
behersket ,den hollandske byggeskik'.
|
|