Bemærkninger:
Fra oprettelsen i år 1800 af
branddirektørembederne var der tillagt disse en række opgaver,
men i takt med at flere og flere lod deres ejendomme brandforsikre, blev
det efterhånden nærmest umuligt for direktørerne at overkomme arbejdet.
Myndighederne var klar over problemet, og i 1827 foreslog en kommission
som en løsning at gøre distrikterne mindre. Forslaget blev imidlertid
ikke gennemført, sandsynligvis fordi det ville medføre en yderligere
stigning i brandforsikrings-kontingentet, der som tidligere nævnt var
blevet fordoblet samme år.
I 1835 fremsendte De rådgivende Stænderforsamlinger i Roskilde og Viborg
et andragende til kongen om at herredsfogederne, dvs. den lokale politi-
og dommermyndighed, overtog branddirektørernes arbejde. En gennemførelse
ville være udgiftsneutral, men da hverken herredsfogederne, amtmændene
eller regeringen kunne tilslutte sig forslaget, faldt det.
Først i 1857 blev branddirektørernes arbejde omlagt, og det ser ud til,
at de fra da af havde den fornødne tid til at løse deres opgaver.
Denne mandag d. 3.
april 1845 nåede
branddirektør Knap, der fungerede i perioden 1831 - 1841, og hans to taksationsmænd alene i Nørre Herred at
besigtige og vurderet 2 mindre bygninger, en alm. gård, en stor gård (Adamsgave
ved Branderslev) samt 4 møller, herunder møllehusene to af stederne. De er
sandsynligvis startet fra Maribo - Knap boede i Skelstrup nordøst for
byen - tidligt om morgenen og er vel også vendt tilbage dertil efter at
have tilbagelagt 70 – 80 km. ad mere eller mindre gode veje. Travlhed
kan således være årsag
til den relativt kortfattede og lidt sjusket skrevne optegnelse i
taksationsprotokollen af Vindeby møllehuse og mølle.
Som det fremgår, angives stadig både seddelværdien og sølvværdien,
selvom de nu er i pari.
De 4.760 rbd., der er
anført som det hidtidige forsikringsbeløb, må være summen af vurderingen
af møllehusene i 1823 (1.000 rbd.) og møllen i 1825 (3.760 rbd.). Der er
da heller ikke i protokollen fundet noget om, at der skulle være sket en
omvurdering i perioden 1825 – 1845.
Møllehusene:
En sammenligning med
taksationen d. 11. november 1823 viser, at hvad angår stuehuset, der nu
er på 10 fag, er der
sket nogle ændringer, men om et nybygget hus er der efter min opfattelse
ikke tale. Ved takseringen d. 30. juli 1863 skrives der om stuehuset,
der da er på 12 fag, at 'de 10 østre Fag er gammelt, men godt
vedligeholdt...'.Hvis disse fag var fra 1845, ville de næppe blive
betegnet som gamle. Der er efter al sandsynlighed tale om det hus, der
blev bygget efter branden i 1817, i hvert fald for de 9 fags
vedkommende, for det er klart, at der her i 1845 er tilføjet et fag -
mod vest. Antagelig har der også fundet en istandsættelse af huset sted,
da takseringen er steget fra 80 rbd. sølv i 1823 til nu 110 pr. fag.
Det østre hus må også være det, der blev bygget efter branden, men
anvendelsen er ændret. Nedsættelsen af takseringen pr. fag fra 40 rbd.
sølv i 1823 til nu 30 tyder på at bygningen er i forfald.
Det søndre hus er derimod nyt. Det betegnes som en lerbygning. Det var
en bygningsmåde, der var kommet til landet kort før århundredeskiftet.
Væggene i disse huse er normalt 50 – 60 cm tykke og består af en
blanding af ler, grus og hakket halm, der stampes hårdt, ofte i
flyttelige formkasser af træ. Lerstampede huse, som de ofte betegnes, må
ikke forveksles med lerklinede. Fordelen var, at materialerne normalt
var gratis, og at der ikke skulle bruges undertømmer. I det nærliggende
Horslunde findes en sådan lerstampet bygning bevaret. Det er det
såkaldte ’Reventlow-asyl’, der ligger mellem kirken og præstegården.
Ligeledes er Langesø skole, der er genopført på Frilandsmuseet i Maribo,
lerstampet.
Sidebygningerne til 'Karlekammer og Materielhus' må være nye, da de ikke
er omtalt tidligere. Som nævnt (under 24. sept. 1824) var det
Planstyrelsens teori, at anbringelsen af gennemkørslen i møllens side
måske skyldtes ønsket om at kunne opføre de to sidebygninger.
Forholdet er imidlertid det omvendte, nemlig at gennemkørslen var
bestemmende for bygningernes placering.
Møllen:
Vedr. møllen er der
ikke nævnt noget om et stampeværk, og det må derfor antages at det er
fjernet. Til gengæld ser det ud til at der er blevet plads til
yderligere et sigteværk og et grynværk.
Møllen opgives nu til, hvad der synes at være 26 eller 28 alen høj mod
19 alen i 1825. Aflæsningen i protokollen af sidste ciffer i højdeangivelsen
er imidlertid lidt usikker. Det ser ud som om tallet er forsøgt rettet,
uden det kan afgøres fra hvad og til hvad.
Imidlertid svarer de 26 alen til 16,3 m, som jo passer godt med møllens
totale højde.
26, 28 eller 2? Alen høi
? -
forstørret udsnit af protokollen.
Der er dog næppe tale om at møllen er
gjort 7 alen eller 4,4 m højere, selv om det nu anføres i taksationen at
den har en grundmur. Det forekommer ikke sandsynligt at man har givet
sig i kast med at opføre en over 4 høj mur af kampesten. Grundmuren
udgjorde sikkert dengang som i dag de nederste ca. 60 cm af vestvæggen i
undermøllen. Indvendig er den i dag skjult af en bræddebeklædning.
.
Det nederste af møllen mod vest. I 1825 betegnet: 'Foed',
i 1845: 'Grundmuur' og i 1872: 'Fundament'. Men
måske blot tre forskellige udtryk for det samme. (foto
2007. jec)
At det nu oplyses at møllen har 6 lofter, kan skyldes
sjusk, eller at branddirektøren har anvendt ordet loft synonymt med
etage, idet han har medregnet såvel hatloftet som - må det antages
- et nyindrettet rum i undermøllen, hvor før stampeværket var
placeret. Dette rum har sikkert som i dag været forsynet med gulv
Der er ikke noteret noget om, hvordan møllen er beklædt. Det er min
vurdering at den stadig var stråtækt, og at det først er i forbindelse
med hovedreparationen i 1872 at den blev beklædt med spån fra omgangen
og op. Den nederste del af møllen var da stadig tækket med strå.
Det fremgår af Planstyrelsens rapport at møllen på et tidspunkt har
været skilt ad, idet flere af krydsbåndene ikke er placeret i de
originale taphuller. Der synes umiddelbart at kunne være tre årsager til
at skille en mølle ad og samle den igen: 1) Møllen skal flyttes til et
andet sted. 2) Der er råd eller lignende i møllens højben. 3) Der er
noget galt med møllens fundament.
Hvad angår Vindeby mølle, kan de to første muligheder med stor
sikkerhed udelukkes. Tilbage er så problemer med fundamentet af
kampesten. Det kan være sunket, og/eller vibrationer fra
stampeværket kan have forårsaget så store revnedannelser mellem stenene
at en reparation har været påkrævet. Dette kan så igen have været
årsagen til at stampeværket blev opgivet og fjernet fra møllen.
Desværre siger taksationen ikke noget om møllens beliggenhed i forhold
til stuehuset, og det kan derfor ikke udelukkes at man i forbindelse med
en evt. adskillelse af møllen har ændret dens placering på grunden. For
at gøre reparationstiden så kort som muligt, kan der være bygget et nyt
fundament før nedtagningen af møllen.
I 1825 er det anført at møllen 'er beliggende Vesten for
Møller-Huuset'. Et evt. nyt fundament kan så være placeret sydvest
for boligen, og da denne i 1863 blev forlænget med to fag mod vest, kom
møllen til at ligge syd for, som det fremtræder i dag.
Imidlertid siger taksationen fra 1872 at møllen har 'gennemgaaet
en Hovedreparation'. Adskillelsen af møllen kan naturligvis også
være sket her, men igen må årsagen sandsynligvis søges i fundamentet.