Vindebye Veirmølle
1800 – 1877
Brandtaksation, 1863, 30. juli.
Møllehuse.

Til forside

Bemærkninger:

slette Døre = glatte døre.
Litr. (latin) = litra = bogstav.
Borgestue = opholdsstue for tjenestefolkene.
udslette = udgå/fratrække (1100 rd. er vurderingen af stuehuset i 1845).
Litr. d = møllen
Leiehuset = en udlejningsejendom på møllens matrikel. Er ikke medtaget i denne gennemgang.
Litr. 33 skal nok være Matr. 33.
Ovenstaaende Forretning osv: se nedenfor.
Taxatm = taxationsmænd
Brandd = branddirektør

Udtrykket ’Ovenstaaende Forretning have vi foretaget saaledes, at vi trøste os til med vor Ed at bekræfte samme’ er en ed sognetaksationsmændene har skullet afgive ved alle taksationer, formentlig fordi de ikke var i et fast embede som branddirektørerne, men var udpegede for en vis periode. Udsagnet kan være vanskeligt at forstå, især brugen at ordet ’trøste’. Eden er sikkert udformet lokalt af branddirektøren eller amtmanden og er måske præget af lollandsk dialekt. At en sådan edsaflæggelse må have været brugt over hele landet ses f.eks. af en brandtaksation i 1872 af Røjle-Taarup skole ved Strib på Vestfyn. Her hedder det i en umiddelbart mere forståelig form: Denne Forretning haver vi foretaget efter Samvittighed og saaledes at vi som retskafne Mænd tør bekræfte samme med vor Ed.

Niels Raahauge døde i 1856, hvorefter hans enke stod som ejer af møllen frem til 1869, hvor sønnen Ferdinand Raahauge overtog den. Som det fremgår, var Ferdinand Raahauge sognetaksationsmand; senere blev han amtstaksationsmand.

Når der nu angives afstanden til nærmeste hus, på matr. 33, er det en følge af loven fra 1857. Hidtil havde brandforsikringskontingentet været ens for alle bygninger uanset deres størrelse, hvad enten de havde fast tag eller stråtag, eller om de udgjorde en større risiko for brand som f.eks. ved møller. Efter en gennemgang og beskrivelse af samtlige forsikrede bygninger i landet, i alt ca. 180.000, med hensyn til deres anvendelse, bygningsmåde og afstand til andre bygninger, blev der nu indført et tarifsystem, hvorefter bygningerne blev inddelt i forskellige grupper, der igen blev underdelt efter bygningernes værdi. En gruppe hed: ”Fabrikker, mindre farlige (derunder Møller)”. Derefter blev der skelnet mellem, om der var tale om bygninger, der lå isolerede eller var sammenbyggede med andre, så om de havde stentag eller stråtag, og endelig for de sidstes vedkommende, hvor langt de lå fra nærmeste nabo, og om naboen havde fast tag eller stråtag. Var der eksempelvis mellem 50 og 100 alen til en nabobygning med stråtag eller mindre end 50 alen til en nabo med tegltag, blev der fastsat et højere kontingent. I alt indeholdt tariffen 65 kontingentsatser for bygninger. (Tariffen kan ses under afsnittet 'Andre dokumenter') I 1869 blev antallet af satser dog nedsat til 21.

Det fremgår af disse sognetaksationer, hvad det kostede forsikringstageren at få sin ejendom vurderet. Formanden, der havde alt papirarbejdet, fik for dette 2 mark. De to taksationsmænd skulle derefter have 5 mark tilsammen, og endelig skulle der tilgå branddirektøren 1 rd.

Stuehuset er blevet forlænget mod vest med to fag, ”opført af nyt”, hvilket her må forstås som ”af nye materialer”, da det står i modsætning til de 10 østre fag, der er ”gammelt”. Med forlængelsen kom stuehusets vestende til at ligge ud for møllen, og der blev så etableret en forbindelse mellem møllen og stuehuset gennem tilbygningen, der sandsynligvis er identisk med den tilbygning til møllen til karlekammer eller materielhus, som er nævnt  i 1845.
Når der står at højden på tilbygningen er 4 á 7 alen, må det betyde at den havde halvtag, og facaden var 7 alen høj, bagsiden 4.