| |
Oplysningerne om møllen før
1800 og efter 1877 er dels hentet på møllelaugets hjemmeside og
dels i Ravnsborg lokalhistoriske Arkiv. De er ikke søgt verificeret.
Perioden 1800 – 1877 er et
sammendrag af de informationer, der findes i denne hjemmesides
øvrige afsnit.
Perioden 1763 - 87.
Der har formentlig eksisteret en mølle ved Vindeby gennem
længere tid, men første gang den er fundet omtalt er i 1763, da
møller Anders Olsen sælger en mølle i Vindeby Mark til Peter
Beyerholm. Denne har åbenbart kun haft den i få år, for i 1768
hedder mølleren Jonas Johansen, og han har tilsyneladende
manglet kapital, for han udsteder en obligation på 400 rigsdaler
til den lokale sognepræst, Johan Suhr, der får pant i mølle,
møllehus og løsøre.
I 1780 sælger Niels Clausen
til Peder Jørgensen Tærning.
Frederik Jørgensen skriver i sine erindringer (se afsnittet
’Kilder’), at i 1786 eller 1787 blev møllehusene flyttet ud til
møllen. Den har altså indtil da stået i ensom majestæt på marken
vest for landsbyen. Forudsat Frederik Jørgensen husker rigtigt,
må det mest sandsynlige årstal være 1787, da han andetsteds
skriver at udskiftningen af jorderne i Vindeby fandt sted i
perioden 1787 – 89. Og det er næppe tænkeligt at møllens jorde
skulle være udskiftet tidligere end de øvrige ejendommes. At
møllens jorde er udskiftet, fremgår af skøderne fra 1811 og
1824.
Udflytningen må være
foretaget af Frantz Brock, da han i forbindelse med
brandtaksationen i 1800 betegnes som ’Udflytter’.
De første brandtaksationer.
År 1800 brandforsikres stedet for første gang, og dermed har vi
den tidligste beskrivelse af møllehusene og møllen. Stuehuset lå –
som i dag – med facaden mod syd. Det havde lerklinede vægge og
var stråtækt. Mod vest lå en bygning, der rummede lo, lade og
hestestald. Beskrivelsen af møllen er meget kortfattet. Det
oplyses at dens ’skelet’ og fod var af eg og at den var beklædt
med fyrrebrædder. At foden var af eg peger på at der var tale om
en stubmølle, hvilket bekræftes af senere taksationer. Endelig
får vi at vide at den indeholdt en enkelt kværn.
Mellem 1800 og 1811 har Frantz Brock solgt møllestedet til Niels
Poulsen, der igen i marts 1811 solgte til Anders Clausen.
Købsprisen på 4.000 rigsdaler (rd.) finansierede Anders Clausen
ved lån gennem udstedelse af to obligationer, én på 1.400 rd.
til ’velædle Hr. Bæck paa Liedenlund ved Nachschou’, og
én på 2.600 til sælger, ’velagte Niels Pouelsen i Vindebye’.
Det fremgår af skødet at der til møllestedet hørte 12 tdr. land
agre og eng samt en skovpart i Vindeby skov.
I 1812 vurderedes møllestedet igen ’efter anmeldt Forbedring’.
Det kan ikke med sikkerhed afgøres, om forbedringerne er
foretaget af Niels Poulsen eller af Anders Clausen, evt. af dem
begge, og at anmeldelse om det derfor først skete, da det hele
var færdigt ca. 1½ år efter ejerskiftet.
En sammenligning med vurderingen i 1800 viser, at der må være
sket en renovering af stuehuset, idet der nu er bræddegulve i
hele huset, og de to vindovne er blevet erstattet af en
bilæggerovn. Vurderingen steg fra 430 rd. til 800 eller med 86
%.
Det kan ikke ud fra taksationsprotokollen ses at der er sket
nogen ændringer med det vestre hus, men alligevel steg
vurderingen fra 240 til 640 rd. eller med 167 %.
Det er imidlertid møllen, der var udsat for den kraftigste
stigning i vurderingen, nemlig fra 800 til 2.500 rd., eller 212
%. Hvilke forbedringer der er sket på møllen kan ikke afgøres,
da beskrivelsen i protokollen i 1800 som nævnt er meget
kortfattet.
Den store stigning i vurderingen af det vestre hus og især af
møllen må i væsentlig grad tillægges den inflation, der var en
følge af Danmarks deltagelse i krigen mellem Frankrig og England
(1807 – 14). I et forsøg på at dæmme op for inflationen
gennemførte regeringen i januar 1813, mindre end fire måneder
efter denne taksation, en pengereform, der ofte ses betegnet som
’statsbankerotten’. Der blev nu indført en ny pengeenhed,
rigsbankdaleren (rbd.), hvis værdi blev sat i et vist forhold
til rigsdaleren. Når en ejendom eller en del af den herefter
blev om- eller nyvurderet, skete der samtidig en omregning af de
tidligere forsikringssummer til rbd. Reformen fik dog ikke
umiddelbart dæmpet inflationen.
1817:
Møllehusene brænder ned.
Den 28. oktober 1817
nedbrændte møllehusene, men møllen gik fri. De nærmere
omstændigheder ved branden er ikke forsøgt klarlagt her, men
ifølge Frederik Jørgensen sad en person arresteret i et halvt
år, mistænkt for brandstiftelse, men den pågældende blev løsladt
uden at have tilstået noget.
I slutningen af juli året efter var møllehusene genopbyggede.
Stuehusets vægge var nu af mursten, mens de på
landbrugsbygningen, der var blevet lagt mod øst, atter var
lerklinede.
Møller Clausen var åbenbart kommet til penge, for samtidig med
genopbygningen af husene, blev stubmøllen renoveret totalt og
gjort både højere, længere og bredere. Den havde stadig kun en
enkelt kværn, der dog var blevet forsynet med nye sten.
Møllen vurderedes til 3.500 rbd., og dette blev af afgørende
betydning i møllens historie. Kort tid efter denne
taksationsforretning begyndte der for alvor at komme styr på
landets pengevæsen, og inflationen blev vendt til deflation med
stærkt faldende priser og lønninger. Pristallet på fødevarer
faldt således fra et beregnet indeks på 1995 i 1817 til 493 i
1824, det år da møllen blev genopført efter branden i 1823.
Tilsvarende faldt timelønnen for en odenseansk arbejdsmand fra
192 rigsbankskilling (= 2 rbd.) i 1817 til 24 skilling i 1824.
Da der ikke samtidig skete en tilpasning af forsikringssummerne,
kom ejendomme, der var blevet vurderet i inflationsperioden, til
at fremstå som endog meget overforsikrede, således også Vindeby
mølle. Myndighederne var klar over problemet, også fordi der
opstod unormalt mange brande, og man overvejede forskellige forslag
til en regulering, men opgav i første omgang at løse det, og
først fra 1837 tog man fat på en tvungen omvurdering.
1823: Møllen brænder.
Kort før midnat den 9. november 1823 nedbrændte møllen. Ved den
'undersøgelsesforretning' der blev afholdt den 11. forklarede
møllersvend Christopher Bredfeldt, at han havde været ved at
male korn, da spilbjælken gik løs. Denne kan nærmest
sammenlignes med en gearstang, og det var ved hjælp af den,
kværnen blev koblet til eller fra det store hattehjul. Han havde
straks forsøgt at bremse vingerne, men uden den modstand kværnen
ydede, kunne persen alene ikke stoppe dem i den stærke blæst.
Han ville derfor dreje møllen væk fra vinden, men på vej ned ad
trappen faldt han til jorden og slog sig bevidstløs. Da han
vågnede, fik han slået alarm ved at krybe hen til møllehuset. På
det tidspunkt var ilden allerede gået gennem taget på møllen.
Den 18. november blev der afholdt 'brandforhør' i herredsretten
i Nakskov. Her fremførte møllersvend Bredfeldt at han flere
gange havde sagt til møller Clausen at møllen trængte til at
blive repareret, så der med sikkerhed kunne males på den. Men
der var intet foretaget. Clausen ville ikke benægte at Bredfeldt
havde sagt noget sådant til ham, men at han ikke erindrede det.
Han var godt klar over at møllen var ’i maadelig Tilstand’,
men da han ikke var uddannet møller, kunne han ikke bedømme om
den var brugbar eller ikke. Endelig erklærede han at han ’i
den senere Tid ikke havde havt Raad eller Evne til at koste
noget paa den’.
Da der ikke var nogen vidner til Bredfeldts udtalelser til
Clausen om møllens tilstand, stod påstand mod påstand, og
herredsfogeden har opgivet at komme videre med dette spørgsmål.
Til gengæld var han meget interesseret i at få klarlagt, hvor
Anders Clausen befandt sig, da branden opstod. Han var [tilfældigvis?]
ikke hjemme, men havde besøgt en bror i Ravnsholt (ca. 10 km.
fra Vindeby) for at tale med denne om en obligation, som en
anden bror lå inde med. At han ikke havde været hjemme, blev
bekræftet af hans kone og af møllersvenden.
Branden påsat?
Når jeg skriver at Anders Clausen tilfældigvis? ikke var
hjemme, hænger det sammen med at jeg ikke kan frigøre mig fra
den tanke, at han har vidst, hvordan branden var
opstået, idet han måske selv havde foranstaltet den.
Han havde et klart motiv: Han var ejer af en overforsikret
mølle, der var i stærkt forfald, og som han ikke havde råd til
at istandsætte - ikke engang vedligeholde. I en sådan situation
skal der næsten overmenneskelig styrke til at modstå fristelsen
til at få ’skidtet’ til at gå op i luer. Det er formentlig samme
tankegang herredsfogeden er inde på, når han ønsker at få rede
på, hvor Anders Clausen opholdt sig den 9. november om aftenen.
Clausens forklaring om at han ikke var uddannet møller og derfor
ikke kunne bedømme møllens tilstand, lyder ikke sandsynlig. Han
havde været ejer af møllen i godt 12 år, og så kompliceret indrettet
er en stubmølle trods alt ikke. Han har formentlig været fuldt
ud klar over at hvis spilbjælken gik løs, mens møllen kørte, ville
den sandsynligvis ikke
være til at redde.
Jeg forestiller mig at han måske har bemærket at spilbjælken
kunne gå løs, hvad øjeblik det skulle være, måske oven i købet
hjulpet 'uheldet' lidt på vej og så sørget for at være ude
af huset, når møllen skulle køre, så hans alibi var sikret. Og
han kunne være ret sikker på at eventuelle beviser mod ham ville
blive tilintetgjort af flammerne. Tilbage var så bare at fremstå
i retten som lidt ynkelig og uvidende. – Det er naturligvis en
hård anklage, og jeg kan jo intet bevise. Men jeg mener absolut,
det ikke forekommer usandsynligt.
Erstatning kan udbetales.
I herredsretten sluttede sagen med dette ene forhør af
de relevante vidner, og den blev sendt videre til amtmanden, der
igen sendte den til Danske Kancelli i København med henblik på
udbetaling af erstatningssummen. Anders Clausen kunne begynde at
planlægge opførelsen af en ny mølle i Vindeby. Han kunne til
byggeriet råde over 3.476 rbd., idet værdien af de sørgelige
rester af møllen blev takseret til 24 rbd. Men som det vil
fremgå, kom han ikke til at opleve at være ejer af den nye,
færdigbyggede mølle.
En sammenligning med to andre møller, der på nogenlunde samme
tid blev bygget i Lollands Nørre Herred, viser at det var et
betydeligt beløb Anders Clausen kunne disponere over. I juni
1823 brændte Rise stubmølle i Sandby sogn. Den var forsikret for
2.000 rbd. Sidst i november samme år stod en ny, hollandsk mølle
færdig, bygget af eg og tækket med strå, tre lofter høj, med
sigteværk og tre kværne. Den blev også takseret til 2.000 rbd.
I 1826 brændte Ravnsby stubmølle ved Birket. Den var forsikret
for 970 rbd. I 1826 var en ny, også hollandsk, mølle færdig. Den
var af eg, udvendig beklædt med fyrrebrædder og med stråtækt
hat. Den var fire lofter høj, havde sigteværk og mindst to
kværne. Den blev takseret til 1.650 rbd.
For at få udbetalt den fulde erstatning ved en total brandskade,
skulle tre betingelser være opfyldt: Den nye bygning skulle
tjene samme formål, som den nedbrændte, den skulle ligge samme
sted, og den skulle være af mindst samme værdi. Det sidste skal
forstås på den måde, at hvis møller Clausen f.eks. valgte at
bygge en mølle som Rise mølle til 2.000 rbd., ville han ikke få
udbetalt differencen, knap 1.500 rbd, og kunne anvende dem til
andet formål.
Hollandsk mølle med stampeværk.
Naturligvis valgte Anders Clausen at bygge en hollandsk mølle,
den relativt nye mølletype i Danmark, der overalt erstattede
stubmøllerne, når disse gik til. Men han besluttede også at den
skulle indeholde noget så usædvanligt som et stampeværk.
Stampeværker ses hyppigt i forbindelse med vandmøller, da man
i dem umiddelbart kan montere knasterne, der skal løfte stamperne,
på den vandretliggende aksel fra møllehjulet. I vindmøller ses
de langt sjældnere, da transmitteringen af energien fra
møllevingerne til stampeværket i bunden af møllen er mere
kompliceret.
Værkerne blev anvendt til stampning af bl.a. tøj, læder og papir
samt til knusning af dyreknogler, der blev brugt til gødning og
fodertilskud til dyrene. Det må være det sidste, der har været
formålet med stampeværket i Vindeby mølle.
På to områder kom værket til at sætte sit markante præg på
møllen: Anvendelse af meget svært tømmer af eg, der var påkrævet for
at modstå de kraftige rystelser, stampningen ville give – og
gennemkørslens placering i møllens side. Det sidste har været
nødvendigt for at få plads til stampeværket.
Møllebygger fra Langeland.
Til at bygge møllen hentede Anders Clausen møllebygger Schnohr
fra Langeland, sandsynligvis fordi ingen af de lokale
møllebyggere endnu beherskede teknikken med at bygge en
hollandsk mølle og slet ikke en med stampeværk.
Claus Hendrik Schnohr var født 1764 i Glückstadt i Holsten. Som ung kom han til
Langeland, hvor han 1790 - 91 byggede øens første hollandske mølle. I 1795
byggede han lige uden for Rudkøbing Vestre Hine mølle, som han selv drev frem
til 1842. Ved siden af møllergerningen byggede han flere møller rundt om på
Langeland.
Nogle skrivelser i amtmandens arkiv peger på at Schnohr også
byggede den før nævnte Rise mølle i 1823, og det må antages at
det er i den forbindelse, at møller Clausen er blevet opmærksom
på ham.
Det havde taget ca. fire måneder at bygge Rise mølle, men hvis
Anders Clausen havde regnet med at det ville gå nogenlunde lige
så stærkt med at få bygget hans mølle, er han blevet skuffet.
Det kan ses af brandtaksationerne at byggeriet er i gang i
august 1824, men vi skal helt frem til september 1825 før den
afsluttende vurdering af møllen finder sted, og først da kan den
betragtes som helt færdigbygget. Den beskrives da som
værende 5 lofter høj, tækket med strå og med fundament af
kampesten. Foruden stampeværk indeholder den tre kværne og et
sigteværk.
1824: Møllen sælges.
Den lange byggetid kan kun have forværret møller Clausens i
forvejen anstrengte økonomi, og det må være derfor, han solgte
møllestedet, endnu før møllen var færdigbygget. Den 17. december
1824 underskrev han skødet, hvorved den overgik til købmand
Niels Raahauge mod at denne overtog gælden i møllen, der kan
beregnes til ca. 2.350 rbd, hvilket kun udgjorde omkring
halvdelen af møllens, møllehusenes og jordens samlede værdi.
Det afgørende for fastsættelsen af prisen har
imidlertid været det afkast af den investerede kapital, møllen og jorden
kunne forventes at give. Hertil kommer at møllen som nævnt ikke var færdigbygget.
Anders Clausen og hans kone, Kirsten Hansdatter, forlod Vindeby,
tilsyneladende som ruinerede, for i folketællingen fra 1834,
hvor de er bosiddende i Birket sogn, er han opført som daglejer,
og da han dør i 1858, betegnes han i kirkebogen som indsidder og
fattiglem.
1845:
Møllen skilt ad?
I de næste knap 20 år blev der tilsyneladende ikke foretaget
bygningsændringer, i hvert fald ikke af større omfang. Men i
1845 blev stedet omforsikret, og det fremgår af
taksationsprotokollen at stuehuset var blevet forlænget med et
fag mod vest.
Det østre hus skete der ikke noget med i det ydre, men
anvendelsen af det ændredes en smule: Det, der i 1818 var lade,
indrettedes til brændehus.
Der er imidlertid kommet en ny bygning til, ’det søndre
Huus’. Det må have ligget på
landevejens modsatte side, da der i en taksation i 1869 anføres
at bygningen ligger 35 alen, svarende til 22 m, fra det østre
hus. Det nye hus indeholdt to lader og en tærskelo.
Da stampeværket ikke nævnes i forbindelse med møllen, er det
formentlig fjernet. Det ser ud til at der i stedet er blevet
plads til endnu et sigteværk og et grynværk. Endvidere er der
kommet tilbygninger til møllen mod syd og nord til materielhus
og karlekammer.
Det fremgår af den rapport, den daværende Planstyrelsen fik
udarbejdet i 1987 i forbindelse med møllens restaurering, at
møllen på et tidspunkt har været skilt ad, idet flere af
krydsbåndene ikke er placeret i de originale taphuller.
Der synes at kunne være tre årsager til at
skille en mølle ad og samle den igen: 1) Møllen skal flyttes til
et andet sted. 2) Der er råd eller lignende i møllens højben. 3)
Der er noget galt med møllens fundament.
Hvad angår Vindeby mølle, kan de to første muligheder med stor
sikkerhed udelukkes. Tilbage er så problemer med fundamentet af
kampesten. Det kan være sunket, og/eller vibrationer fra
stampeværket kan have forårsaget så store revnedannelser mellem
stenene at en reparation har været påkrævet. Dette kan så igen
have været årsagen til at stampeværket blev opgivet og fjernet
fra møllen.
Imidlertid siger taksationen fra 1872 at møllen har
'gennemgaaet en Hovedreparation'. Adskillelsen af
møllen kan naturligvis også være sket her, men igen må årsagen
sandsynligvis søges i fundamentet.
Udvidelser af møllehusene 1863-69.
I 1856 døde møller Niels Raahauge, men enken – i taksationerne
benævnt ’Enkemadame Raahauge – stod som ejer til 1869, da
den overgik til sønnen Ferdinand Raahauge. I den tid hun var
ejer, blev stuehuset udvidet og ombygget to gange. Første gang i
1863, hvor der blev tilføjet to fag mod vest. Samtidig blev det
gjort muligt via en mellembygning at komme direkte fra stuehuset
til møllen.
To år senere er det så blevet besluttet, sikkert med Ferdinand
Raahauge som den drivende kraft, at forlænge huset mod øst med 4
fag, eller 10½ alen, svarende til bredden af det østre hus.
Dette blev samtidig forlænget mod nord med et enkelt fag, og de
to huse var nu sammenbyggede. Det nye og de tre tilstødende fag
i det østre hus var indrettet til gang, pigekammer og to stuer,
sandsynligvis til aftægtsbolig for enkemadame Raahauge.
Der var dermed skabt det i dag eksisterende trefløjede
bygningsanlæg.
Ferdinand Raahauge, der blev møller i 1869, er i folketællingen
i 1855 opført som gårdejer i Tjørneby i nabosognet Utterslev. I
forbindelse med overtagelsen af møllen, flyttede han sin
landbrugsproduktion, eller dele af den, med til møllen. Det
søndre hus blev udvidet med to fag, og øst for dette opførtes en
bygning på syv fag til hestestald og kostald med stenkrybber.
Vest for blev der lagt yderligere en bygning, også på syv fag,
til vognremise, svinestald, hønsehus og andehus.
Møllen hovedrepareret – men ikke over 100 år gammel!
I en brandtaksation fra juli 1872 bemærkes at møllen har
’undergaaet en Hovedreparation’. Som tidligere nævnt er det
muligvis i den forbindelse at møllen er blevet skilt ad og
samlet igen. Det kan ikke afgøres.
Udvendig var møllen fra omgangen og op, inkl. hatten, nu beklædt
med brædder og spån, medens stråtækningen bibeholdtes under
omgangen. I dag er dette stykke dækket af tagpap.
Som noget nyt blev der installeret en såkaldt fransk kværn.
Stenene i den bestod af den hårde stenart kvarts, hvorved det
blev muligt at finmale især hvede, så det blev velegnet til
bagning. Denne kværn var så absolut det mest kostbare stykke
inventar.
Taksationen har den misvisende oplysning at møllen er over 100
år gammel. Det må anses for at være sjusk fra branddirektørens
side og er sandsynligvis opstået, fordi han har fået blandet
informationer om andre møller, der blev synet og vurderet
samtidig, ind i taksationen vedr. Vindeby mølle.
Perioden 1884 – 2005.
Fra 1884 til 1905 var møllen i familien Krogstrup Petersens eje,
hvorefter den overgik til Johannes Christian Rasmussen. Han
fik omkring 1920 installeret en 20 hk petroleumsmotor til
at trække kværne m.m.
I 1938 solgte han den til sin møllersvend, Helge Gren, der drev
den til 1993. Foruden mølleri havde han korn- og
foderstofhandel.
I 1959 blæste vingerne af møllen, men samme år blev der tinglyst
fredning på den.
Møller Gren overdrog i 1986 møllen til Vindeby Møllelaug med
henblik på en restaurering, og i den forbindelse fik
Planstyrelse året efter udarbejdet en rapport med bl.a.
tilstandsbeskrivelse og restaureringsforslag.
Restaureringen kom i gang i 1989, og den 25. april 1998 kunne en
fuldt funktionsdygtig mølle åbnes for besøgende.
En dendrokronologisk undersøgelse foretaget af Nationalmuseet i
2005 kunne fastslå at træet i møllens bærende dele er fældet ca.
1824.
|
|